Isolationsmaterialer er iflg. IEC 85 inddelt i isolationsklasser. Hver klasse har en betegnelse, der svarer til den temperatur, som er den øvre grænse for isolationsmaterialets anvendelsesområde ved normale driftsforhold og med tilfredsstillende levetid. Overskrides denne øvre grænse med 8 – 10°C afkortes isolationens levetid til ca. det halve.
Hvilken viklingsisolation en motor skal have, afgøres således både af motorens temperaturstigning og den omgivende lufts temperatur. Bliver motorerne udsat for højere omgivelsestemperatur end
40 °C, er man som regel nødt til at reducere udgangseffekten eller anvende isolationsmateriale af en højere isolationsklasse. Ifølge international standard måles temperatur i °c, grader Celsius, hvorimod temperaturforskelle angives med enheden K, Kelvin. 1 °C = 1K.Grænsetemperaturer for de forskellige isolationsklasser
Hvor
t2 = viklingens temperatur ved varmeprøvens slut t l = viklingens temperatur før varmeprøven
ta = kølemediets temperatur ved varmeprøvens slut R2 = viklingens resistans ved varmeprøvens slut RI = viklingens resistans ved temperaturKonstant 235 for kobbervikling og 225 for aluminiumvikling
Note: Metoden indebærer, at det er middeltemperaturstigningen, der bestemmes. Det er derfor, at f.eks. 10K er reserveret som ekstra termisk margin mellem viklingens middeltemperatur og temperaturen i dens varmeste punkt.
Tilladt afgiven effekt ved høj omgivelses temperatur Eller stor højde over havet "
Motorer i standardudførelse er beregnet for drift i en omgivelsestemperatur på højest 40 °C og ved en største højde over havet på 1000 meter. Skal motorerne bruges ved højere omgivelsestemperatur eller større højde, må den afgivne effekt som regel reduceres i forhold til nedenstående tabeller. Bemærk, at ved nedstempling af udgangseffekten på standardmotorer ændres katalogernes relativværdier.
Viklingstemperaturens påvirkning af isolationens levetid
Kommentar til El-mappen
EL mappen
