Det var en dag, to måneder før min fødselsdag, hvor jeg stadigvæk var 17 år gammel. Jeg fik et brev fra forsvarsministeren. I brevet mente ministeren, at mit land havde brug for mig til at deltage i krig, fordi mit land var i krig med et naboland.
En uge efter stod min mor og far uden for døren, jeg var ved at sige farvel til dem. Min mor fik tårer i øjnene, og samtidig kunne jeg se, at hun ville sige noget til mig, men det gjorde hun ikke. Jeg gav hende et stort knus. Min far stod ved siden af og holdt hendes hånd. Hans øjne var våde, og jeg kunne se, at han skærmede for sollyset med hånden, og prøvede samtidig at skjule sig, som om han ikke ville have mig til at se sit ansigt. Jeg tænkte, at han ikke ville lade mig opdage at han græd. Min far havde altid været en, der ikke ville have de andre skulle vide hvordan han følte.
Endelig kom min militær bus og hentede mig til min nye militærbase. Jeg tog afsked med min forældre. Derefter tog jeg af sted og satte mig op i bussen. I bussen fik jeg snakket med nogen, og det var to brødre, som hed John og Peter. De kom fra en landsby, og deres forældre var landbrugere. John var 16 og Peter 18 år gammel. De var lige så unge som jeg var, og det var nok derfor vi kunne snakke godt og holde sammen næsten fire måneder.
Tiden på basen var meget hård, men gik hurtigt. Jeg husker, at der altid var noget vi skulle lave og lære, og nogle gange skulle vi vågne kl. tre eller fire om morgenen, og gøre os klar til nogle svære og hårde kampøvelser, som vi fik fra løjtnant Dan. Jeg husker også, at der var nogle gange, hvor Dan havde straffet John, Peter og mig til at vaske toilettet på basen.
På basen tænkte jeg tit på mine forældre, kammerater i skolen og min kæreste Katja, jeg havde skrevet mange breve til dem, hvor jeg kun fortalte dem om de gode sider. Jeg ville ikke have dem til at bekymre sig om mig. Jeg syntes, at jeg blev ind lukket som min far.
Vi blev sendt til et sted ved den sydlige grænse af landet halvanden måned senere. Vores mission var, at vi skulle beskytte de beboere, som boede der. Stedet var en landsby, og der var ikke mange beboere tilbage. Faktisk havde byen været i krigen de sidste to måneder, og der var mange huse der var ødelagt. Træerne var blevet brændt, og hver fem-ti minutter kunne vi høre, at der var bomber, der eksploderede og gav stor lyd. Mange af beboerne var flyttet til andre byer. I byen gik vi tit rundt for at se om der var nogle modstandere, og der var en nat, hvor jeg gik ind i en skov uden for byen sammen med Dan, John og Peter. Vi kom til et sted, hvor der var tre huse, og et af de huse var blev ødelagt af missil eller bombe, og de andre to huse så ud som om de havde været brændt af.
Pludselig hørte vi en lyd, som kom fra et af husene. Jeg gik ind i et af de to huse, for at tjekke om der var nogle modstandere. Jeg åbnede døren meget forsigtigt, men jeg kunne ikke se at der var nogen i huset, og derfor gik jeg lidt længere ind i huset, og så så jeg en lille pige, der prøvede at gemme sig i det bageste hjørne i stuen. pigen åbnede sine øjne og kiggede på mig, og pludselig rejste hun sig hurtigt op og kastede en stor sten mod min maskinpistol. Samtidig skreg hun, ”lad mig være i fred! Væk med dig” sagde hun. Jeg gik hurtigt hen mod hende, og prøvede at holde hendes arme fast. ”Jeg vil ikke gøre dig noget ondt” sagde jeg til hende. Hun begyndte at græde. Dan, John og Peter løb hurtigt ind i huset, for at se hvad det var.
Pigen var husets beboer, og hun havde mistet sine forældre for tre dage siden. hendes forældres lig lå på gulvet. Vi var nødt til at sende pigen til et sikker sted. Vi vendte tilbage til hvor vi kom fra. Jeg kunne se at vejen var blevet mørkere og mørkere. John og Peter stod foran af mig, og Dan stod bag ved mig, og jeg stod i midten og holdt pigens hånd.
To timer senere kom vi til en gård, og der var et lille hus ved gården. Pigen var træt, og det var vi også. Klokken var omkring fire fem om morgenen, og vi ville holde en kort pause. Vi gik ind i huset. Pludselig hørte vi et bang. Det var Peter, der blev skudt i hovedet.
Dan råbte, ”gem”. Vi lå på gulvet, og jeg prøvede at beskytte pigen. Samtidig så jeg John, der prøvede at komme tættere til sin bror Peter, der lå på gulvet. John var rasende, og jeg troede at det var derfor han rejste sig og gik hen mod vinduet. Han tog en maskinpistol og begyndt at skyde og skyde de modstandere, der gemte sig i det høje græs ud for huset. I dette øjeblik kunne jeg se, at jo flere modstandere der blev slået ihjel, jo mere fred fik John. Dan gemte sig bag ved døren og skød, samtidig kastede han et par bomber mod græsset. jeg var sammen med pigen, hun græd og græd.
Ti minutter efter råbte Dan ”stop”. Derefter gik dan udenfor, for at tjekke om der var nogen overlevere, men der var ikke nogen. jeg kom ud to tre minutter efter, og jeg så det første af solopgangen efter en lang nar. Himlen var rød, lige som jorden, der var fuld af blod.
Men så pludselig kom der et skrig fra huset. Jeg gik hurtigt ind i huset, og jeg så John, der lå på gulvet, han var blevet ramt. Dan kom ind bagefter, og løftede John op. ”Tag pigen med” sagde Dan til mig. Vi løb hurtigere og hurtigere tilbage til vores base. To timer efter kom vi tilbage til basen. Dan sendte John til lægen, og jeg sendte pigen med helikopter, der ville flyve væk her fra.
Krigen sluttede en måned efter, og jeg blev sendt hjem. jeg var meget glad for at komme hjem igen. Jeg var også glad for at jeg havde overlevet. Men jeg var ikke glad for at jeg blev sendt i krig, for jeg ville ikke være en der er ”respektløs overfor liv”